LanderupgårdMinder 1946-1953

Min far og mor blev skilt kort tid efter min fødsel, mor døde i 1941, og efter at være anbragt hos familie, blev jeg d. 5. november 1946, da var jeg 9 år gammel, kørt til Landerupgård.

Min værge, der hed Pastor Åge Damtoft, fulgte mig afsted. Jeg husker togturen fra Ålborg som en trist affære.

Ved ankomsten blev jeg presenteret for hjemmets forstander, Karl Boje Rasmussen, efterfølgende kaldt Boje, som viste sig at være en venlig mand.

Den første tid har jeg kun glimtvis erindring om. Vi blev vækket kl. 6.30, og efter en meget kold bruser skulle der laves morgenarbejde. Vi havde hver især fået tildelt et job. Jeg skulle sammen med en lille flok ned i en kælder og skrælle kartofler, hvilket jeg gjorde i 4 år. I slutningen blev der dog anskaffet en skrællemaskine, så vi kun skulle fjerne "øjnene" fra kartoflerne.

Skolen var opdelt i 3 klasser. Om vinteren var der skolegang hele dagen, mens der om sommeren kun var skolegang til middag. Om eftermiddagen arbejdede vi. Der var et stort gartneri, som hed Forbundshaven, hvor vi hjalp til med lugning, frugtplukning og hvad der nu var af ting, der skulle laves. Gartneren, som hed Rasmussen, var en meget striks mand, som ofte gav lussinger, mildt sagt.

De lærere og andre ansatte, som jeg husker dem, hed: Boelsmand. Hans C. Ibov, som vi kaldte Ibse (førstelærer). C.C. Hansen, som vi bl.a. havde til gymnastik (hård negl). Poul Jensen, som havde sløjd, dansk, regning og senere gymnastik. Bering, som vi kaldte Skipper, fortalte fra sit liv som sømand, jovial og vellidt. Vagn Jacobsen, som var god til at synge og spille guitar.

Vores kontordame hed Frk. Holm. Moster, hvis rigtige navn var Frk. Hansen, tog sig af vores tøj. Maria Rauhe, kaldet Maraj, en ældre stram dame fra Vestjylland, som bl.a. sørgede for, at vi fik repareret vores sokker. Sørgede også for rengøring af kontorer og forstanderens private gemakker samt vask af vores tøj m.m. Frk. Bylow, som var økonoma. Johannes Rasmussen (Ras), gartner.

Når man stod på hovedtrappen og kikkede ud, var der en stor plads med en flaghøj i midten. Vi fik fortalt, at det var en af Nordens højeste. Bag flaghøjen lå der en stor hestestald. Der var ca. 14 heste, som tilhørte landbruget, som var forpagtet ud til forpagter Arentzen. Ved siden af lå der en stor lade. Både hestestald og lade havde storkereder på taget.

De var altid beboet om sommeren. Dengang var der mange storke. Jeg husker, at når storken ankom i april, fik vi fri resten af dagen, så der blev kikket meget op i luften i de dage. Der var sommetider 12-15, som angreb de 2 reder, så var der "storkekamp", som vi kaldte det. Nu er der desværre ikke mange af dem tilbage.

Til venstre lå, bag en stor blodbøg, en lang lav bygning, som indeholdt klasseværelse for de mindste samt musikstue, opholdsrum, gymnastiksal og en systue, som blev styret af Moster; hun stod for vedligeholdelsen af vores tøj.

Til højre lå en anden bygning, som bl.a. indeholdt vores toiletter. Det var et langt rum indelt i små bokse med træsæder og en lang rende, hvor vi forrettede vores nødtørft. Hver morgen skulle en af os gøre rent. Det var ikke sjovt at have den tørn. Senere fik vi moderne toiletter med træk og slip. For enden af bygningen var brænderummet, hvor kvaset lå; komfuret i køkkenet var til brænde.

Der var en stor kostald med ca. 80 køer samt kalve og svin; dette hørte dog ind under forpagteren. Vi havde fodboldbane, små nyttehaver samt et stort område med skov og eng, hvor vi kunne boltre os, når der var tid.

Vi marcherede derud med orkester, telte og forventning om dejlige dage ved Vesterhavet og Ringkøbing Fjord. Turen derud tog 5 dage, hvor vi overnattede i forskellige landsbyer.

Vi underholdt med musik og fodboldskampe med de lokale drenge. Vi vandt næsten hver kamp.

Juleaften husker jeg stadig som noget helt specielt. Vi var der alle, da ingen fik lov til at tage på juleferie før juledag, så vi var alle ligesom i samme båd. Den startede med, at orkestret spillede julesalmer foran hovedtrappen, hvorefter vi gik ned i spisesalen og spiste. Menuen stod på risengrød og gåsesteg.

Derefter gik vi op i skolestuen, som var pyntet med grantræer, der dækkede den ene halvdel af lokalet som en lille skov. Alle træerne var forsynet med stearinlys, som gav varme og hygge. Der sang vi julesalmer, og Bøje læste juleevangeliet og holdt en lille prædiken.

Så kom for os det store øjeblik, hvor vi gik op i den store dagligstue til slik og julegaver. Der var smukt pyntet med små snelandskaber og mange granguirlander, som vi i dagene op til jul havde bundet ude i gartneriet.

Kl. ca. 11 gik vi så til ro med tanken om, at dagen efter skulle vi på juleferie. Jeg skulle til Ålborg og være hos en kær onkel og tante.

Da jeg havde været på hjemmet godt et års tid, blev jeg kaldt op til Boje, som spurgte, om jeg ville lære at spille trompet i vores orkester. Jeg sagde ja, og efter at jeg havde sunget en sang for Boje, han ville høre, om jeg havde en tone i livet, hvilket må have været tilfredsstillende, blev jeg kaldt over til vores musikstue, hvor musiklæreren Billesbølle udleverede en trompet til mig.

I den efterfølgende tid kom han jævnligt og underviste os nye. Han kørte hver gang fra Fredericia på sin knallert, sådan en med motor bagpå, og så hersede han med os. Vi spillede ved mange forskellige lejligheder og var i front, når vi skulle marchere til Vesterhavet på vores årlige sommerferie.

Jeg fik også til opgave i flere år at spille om morgenen og lige før aftensang fra hovedtrappen.

1953 blev jeg så konfirmeret i Sønder Vilstrup Kirke, og i sensommeren kom jeg i lære som elektriker i Ålborg. Jeg boede i min læretid hos min onkel og tante.